Fans står sammen om at fjerne sur Uncharted 4-anmeldelse

Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2016-05-18

Selvom størstedelen af anmeldelserne for Uncharted 4: A Thief's End har været overvældende positive, har en enkelt anmeldelse fra Washington Post ødelagt den gode stime.

Spillet får en hård medfart af den amerikanske avis, der blandt andet skriver at serien burde være blevet aflivet efter første kapitel, og kalder den et usammenhængende rod.

Washington Post sætter ikke nogen karakter på spillet, men websiden Metacritic - der samler karakterer fra alverdens anmeldelser og udregner et gennemsnit - har alligevel valgt at tage den med i deres udregninger. Samtidigt har de sjusset sig frem til, at avisens sure anmeldelse nok svarer til en score på 4 ud af 10.

Det har faldet fans af serien for brystet. Og i raseri har de startet en underskriftindsamling, der skal overbevise enten Metacritic om ikke at regne Washington Posts anmeldelse med, eller få avisen til at sætte en score på deres anmeldelse, der svarer til den på metacritic.

I skrivende stund har underskriftindsamlingen på Change.org mere end 8.500 signaturer.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage