Warcraft-filmen løber over verdens biograflærreder, Assassin's Creed-filmen har præmiere senere på året, og der er sågar en filmtrilogi baseret på Tetris i støbeskeen. Filmatiseringer af spil er populære, og nu har vi fået nys om endnu en. Den franske spilgigant Ubisoft har længe været i fuld gang med at filmatisere deres kendte serier. Udover Assassin's Creed arbejder de nemlig også på Splinter Cell og Raving Rabbits, og nu også The Division, hvis et nyligt rygte viser sig at være rigtigt.
Ifølge Variety vil skuespilleren Jake Gyllenhaal nemlig gerne producere en film baseret på The Division. Gyllenhaal både producerede og spillede hovedrollen i filmatiseringen af Prince of Persia. Dog mangler der fortsat en manuskriptforfatter til The Division.
The Division handler om et dystopisk New York der er blevet ramt af en sygdom, og dette er selvfølgelig mere kendt grund for Hollywood, der i forvejen har udforsket dette scenarie med film som I Am Legend. Vi håber at projektet bliver til noget, og at det ikke... tja, stinker.