Grand Theft Auto V har været en stor salgssucces bevares, men kigger man udelukkende på antallet af solgte eksemplarer, bliver Rockstars monsterhit overgået af Minecraft, og det er med en del.
Minecraft har nærmest været en kæmpe succes fra før den formelle udgivelse, og det lader til, at spillene stadig flyver ned af hylderne. Faktisk har Minecraft solgt hele 106 millioner eksemplarer samlet set på tværs af platforme, ifølge de tal som udvikleren Mojang selv har offentliggjort. Det er 53.000 eksemplarer om dagen i gennemsnit!
Derudover offentliggjorde de også et billede, der viser tallenes fordeling over de forskellige udgaver af spillet i forskellige regioner. I Europa står de mobile tal en smule stærkere end konsollernes og PC'ernes, mens de mobile enheder dominerer fuldstændigt i Asien. Faktisk er den eneste region, hvor de mobile enheder ikke er i front, i Sydamerika, hvor det er konsolversionen, der indtager førstepladsen.
Hvis Minecraft var et land, ville dets spillere udgøre den 12. mest befolkede nation på jorden, og der er over 40 millioner aktive Minecraft-brugere hver måned.