Gamereactor handler om spil, det fremgår ligesom af navnet, men de ansatte på redaktionen er nørder på alle leder og kanter, og derfor elsker vi også film. Det har i selvfølgelig allerede mærket af alle vores Blu-Ray-anmeldelser fra Torben, og en gang imellem tager vi da også i biffen for at levere en biograffilmsanmeldelse.
Nu tager vi skridtet længere, og vil begynde at levere en filmnyhed hist og her. Vi kommer ikke til at beskæftige os med Woody Allen, Gus van Sant og Alejandro González Iñárritu, men snarere med instruktører, projekter og film som vi mener at i vil finde interessante. Vi vil med andre ord bevæge os indenfor nørdekulturen - Power Rangers, Warcraft, Marvel, DC Comics, Star Wars, Ghostbusters, ja, den slags.
Dette betyder ikke at Gamereactor vil flyde over med filmstof, det bliver snarere en trailer, en plakat, en casting-nyhed hist og her.
Vi håber i kan lide initiativet.