Youtubere afsløret som ejere af gambling-sider de selv promoverede

Tekst: Katrine Baumgardt
Publiceret 2016-07-05

Det er ikke længe siden, at vi kunne berette om en ret uheldig sag for Valve. De blev nemlig sagsøgt af en Counter Strike: Global Offensive-spiller, fordi de skulle have givet deres spillere adgang til et "illegalt hasardspillemarked" og have understøttet disse markeder.

Sådan som det eftersigende skulle have foregået var gennem spillets såkaldte skins. Disse købes for virkelig penge og fungerer altså lidt ligesom jetoner hos et casino. Spillerne vædder disse skins over CS:GO kampe, bytter dem derefter og kan efterfølgende hæve dem som penge. Men det er altså ikke småpenge, vi snakker om her. Ifølge en artikel på Bloomberg, har vi at gøre med 2.3 milliarder dollars bare i 2015.

Men nyhederne om CS:GO og hasardspil florerer stadig. Nu er der nemlig to ret kendte Youtubere kaldet Trevor "TmarTn" Martin og Tom "ProSyndicate" Cassell der er blevet rodet i det også. De har promoveret en side kaldet CS:GO Lotto, som er en af de sider, hvor disse væddemål kan finde sted. Men det, de bare har glemt at nævne overfor deres samlede set over 10 millioner følgere, i deres promovering er, at de altså ejer denne side.

Endnu et problem er, at siden heller ikke har nogen aldersrestriktioner, hvilket betyder, at selv unge teenagere kan indgå i væddemål uden problemer.

Begge mener de dog, at der aldrig har været lagt skjul på deres tilknytning til siden, men hverken i deres videoer eller beskrivelserne af disse, nævnes det. Og promoverer man noget, uden at fortælle om sin egen involvering i det, så bryder man altså Youtubes retningslinjer. Så må vi se, hvordan Youtube vil håndtere dette.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage