I dag har Dualshockers fået øje på en ny, ganske interessant certificering, der er dukket op på Federal Communications Commissions hjemmeside. Under certificeringens kode, AK8CUHZWA1, gemmer Sonys ansøgning om en trådløs adater ("wireless adaptor") sig.
Det står beskrevet på hjemmesiden, at der er tale om en 18mm x 9mm x 75mm enhed med en 5 volts størmforsyning og Bluetooth-funktioner. Og så var der også følgende tegning på hjemmesiden, som ligner en form for USB-enhed:
Og så er det, man begynder at klø sig undrende i hovedbunden og siger til sig selv: "Jamen vent nu lidt. PS4'eren har jo allerede en trådløs controller og understøtter også allerede trådløs internet og Bluetooth?". Så hvad pokker handler denne her ansøgning om? Vi har nogle få idéer.
Som overskriften så fint afslører, kunne det tænkes, at den lille USB-lignende enhed er en trådløs adapter til PC. Selvom DualShock 4-controlleren allerede virker til PC, så kræver det altså, at man har den sat til via ledning. Det kunne da være rart med sådan en løsning!
Andre gæt kunne henvise til en mulig PS4 Slim udgave, der ikke har disse interne, trådløse funktioner, og Bluetooth, eller måske vil det gøre DualShock 4'eren i stand til at kommunikere via Bluetooth med alle trådløse headsets.
Mulighederne er mange, og gættene spænder vidt og bredt. Men desværre er der ikke et endegyldigt svar, og det får vi nok heller ikke lige foreløbigt. Indtil videre kan du selv gå ind og snuse videre på ovenstående link og se, om du kan knække koden!
<bild></bild>