Årets sommerudsalg på Steam var en kæmpesucces, med et langt bedre resultat end sommerudsalget sidste år. Og det skyldes ikke kun at der er kommet flere brugere til siden sidst.
Steam offentliggør ikke selv nogle tal, men Steam Spy har udledt at Valve omsatte for $233,2 millioner i dette års udsalg, hvilket er 40% mere end i 2015. Og den stigning er sket til trods for at der kun blev solgt 12% flere spil, nemlig 36,8 millioner mod 33 millioner sidste år.
Sergey Galyonkin fra Steam Spy vurderer, at den øgede omsætning skyldes manglen på time- og dagstilbud. Ved tidligere Steam-udsalg har der ofte været tilbud, der kun var tilgængelige i få timer eller et enkelt døgn, men sådan var det ikke i år. Og det betød, at spillene i snit blev solgt med 50% rabat, mod 66,67% sidste år. Altså betalte folk flere penge for de spil, de købte. Galyonkin har også bemærket at salget var mere lige fordelt over hele udsalgsperioden, hvor det tidligere har været koncentreret omkring de første og sidste dage.
Er dette mon fremtiden for Steams udsalg?