Vi venter stadig med stor spænding på Sonys store PlayStation-møde d. 7 september i New York, hvor vi kraftigt forventer en formel afsløring af PlayStation 4 NEO, en kraftigere version af PlayStation 4-konsollen. Indtil videre har Sony dog kun bekræftet konsollens eksistens, men har endnu ikke fortalt noget som helst om indmaden eller udseendet.
Det sidstnævnte ved vi dog måske lidt mere om nu. En medarbejder hos Foxconn, den taiwanesiske fabrik der lige nu eftersigende masseproducerer både PlayStation 4 NEO og Nintendo NX, har nemlig delt en tegning af konsollen via det kinesiske forum A9VG, som lader til at foreslå, at der er tale om en tykkere version af PlayStation 4 Slim-designet, en anden konsol der rygtedes at blive afsløret ved PlayStation-mødet.
Denne relativt upræcise tegning har dog givet flere brugere på diverse fora blod på tanden, og denne tegning af Peter Segura, giver et lidt mere avanceret indblik i konsollens mulige udseende, hvis altså tegningen viser sig at være korrekt.
<bild></bild>