Sony kan have en tendens til at gå lidt for stille med dørene i forhold til at promovere deres software, men nu hvor PlayStation VR udkommer i denne uge, lader det til, at de har i sinde at gøre en stor del ud af det - bogstaveligt talt.
For at fejre ankomsten af headsettet, er der nemlig blevet sat et gigantisk PlayStation VR-headset op på Kings Cross-stationen i London, som bliver beskrevet af PlayStation UK som "flipping massive".
Men headsettet er ikke bare til pynt. Du kan nemlig få lov at komme ind i headsettet, hvor der gemmer sig et PlayStation VR-demo rum. Her kan de forbipasserende afprøve et PSVR-headset i ganske normal størrelse.
Hele opsætningen bliver taget ned søndag den 16. oktober, så er du i London inden da, kan du med fordel smutte forbi Kings Cross-stationen og tage på Virtual Reality-eventyr indeni PlayStation VR-headsettet.