Nintendo holder kortene tæt indtil januar måned, hvor de har lovet en konference vedrørende deres kommende Nintendo Switch-konsol, men det afholder ikke rygter fra at sprede sig.
En af rygtesprederne er hjemmesiden Letsplayvideogames, der fortæller, at Nintendo Switch vil understøtte Mcro SDXC-kort helt op til 128 Gigabyte, som det også er tilfældet med den nye Nintendo 3DS. Desuden har de også fortalt, at Switch ikke kommer til at understøtte en ekstern harddisk, som for eksempel Xbox One kan.
Nintendo begrunder dette med, at det ville begrænse den håndholdte konsol, da det ikke just er simpelt at have en ekstern harddisk under armen, imens man spiller på den håndholdte skærm, der følger med systemet.
Dette er dog kun rygter, men det virker ikke utænkeligt, at Nintendo har skrottet den eksterne harddisk, da det ville ødelægge den mobile del af systemet. Vi får med sikkerhed dette rygte be- eller afkræftet den 12. januar 2017, blot to måneder før konsollens udgivelse.