Laura Dale har delt tonsvis af rygter om den kommende Nintendo Switch-konsol på det seneste, men nu har hun virkelig fået vores opmærksomhed.
Hun påstår nu at både et nyt Mario-spil og The Elder Scrolls V: Skyrim vil udkomme sammen med konsollen til marts.
Mario-spillet vil låne lidt hist og her fra Super Mario 64 og Mario Galaxy, da det indeholder en åben verden i 3D, hvor spilleren kan vælge imellem forskellige verdener. Derudover er der også en kooperativ del, hvor flere spillere kan arbejde sammen om at gennemføre.
Splatoon var også at se i konsollens afsløringsvideo, men dette er ikke en efterfølger, men snarere bare en ny version. Der er dog nyt indhold, såsom en 1v1-del.
Derudover bekræfter hun også rygtet om, at The Legend of Zelda: Breath of the Wild ikke udkommer sammen med konsollen til marts.