Vi har efterhånden hørt en del rygter om at Warner Bros. Montreal har haft gang i et Suicide Squad-spil lige siden de efterlod små hints om det i både Batman: Arkham Origins og Batman: Arkham Origins Blackgate. Det lader til at rygterne har været sande, men vi får alligevel ikke spillet.
Jason Schreier fra Kotaku har nemlig hørt, at Warner Bros. har besluttet sig for at aflyse spillet, da det ikke formåede at imponere ledelsen ved et par nylige møder. Han har også hørt at det angiveligvis skulle have være kooperativt, men ikke meget mere end det.
Dette lyder som dårlige nyheder, men der er stadig gode nyheder for Batman-fans. Schreiers kilder siger nemlig at den ene del af holdet der stod for Suicide Squad-spillet nu skal hjælpe den anden del af studiet, der har gang i et nyt Batman-spil der fokuserer på Damian Wayne.