Da Nintendo afholdte deres Switch-præsentation tidligere på måneden, så afslørede de bare fem spil til konsollen. Dette var tydeligvis skuffende for mange af jer, men vi har gode nyheder. Udvalget af titler der er tilgængelige i launch-perioden bliver ved med at vokse.
Kort efter præsentationen lærte vi nemlig, at The Binding of Isaac: Afterbirth+ er en launch-titel. I går afslørede Square Enix at I am Setsuna også ville være tilgængeligt ved udgivelsen. Nu har Tomorrow Corporation afsløret, at også de vil have hele tre spil klar, nemlig Human Resource Machine, Little Inferno, og World of Goo.
Det betyder altså, at der lige nu er følgende launch-titler planlagt.
• 1-2-Switch
• The Binding of Isaac: Afterbirth+
• Human Resource Machine
• I Am Setsuna
• Just Dance 2017
• The Legend of Zelda: Breath of the Wild
• Little Inferno
• Super Bomberman R
• Skylanders: Imaginators
• World of Goo