Da Man of Steel var færdig med sin runde i verdens biografer påbegyndte DC arbejdet på et større filmunivers ligesom Marvel, og netop derfor fik efterfølgeren vokseværk, og gik hen og blev Batman v Superman: Dawn of Justice.
Dog er der stadig planer om at Henry Cavils Superman skal have en rigtig efterfølger, og nu kan det være at vi har fået fat i de første detaljer. En insider ved navn "man-of-war", der menes at være en del forhandlingerne hos Warner Bros. har udgivet en række detaljer via Reddit, og det ser ganske interessant ud.
Først og fremmest ønsker Warner Bros. at positionere Black Adam som skurk i filmen. Det skyldes både at de er tilfredse med karakteren, men også at de angiveligvis ønsker at benytte Dwayne Johnson så tidligt som muligt.
Dwayne Johnsons Black Adam skulle være blevet brugt i en kommende Shazam-filmatisering, men åbenbart er denne film ved at dø, da Warner Bros. ikke har været tilfredse med manuskriptet.
Dernæst fortæller man-of-war, at instruktør Matthew Vaughn fortsat er i forhandlinger med Warner Bros. om instruktørstolen, men at Warner Bros. også er begyndt at tale med andre kandidater.
Ser du frem til Man of Steel 2?