Selvom rygterne længe havde floreret omkring en udgivelse af Destiny 2 på PC, overraskede det stadig en smule, da PC-udgaven endeligt blev afsløret.
En anden stor, omend ikke så positiv overraskelse, var, at PC-udgaven ikke har dedikerede servere, men derimod kører gennem peer-2-peer, hvor det er brugeren, og ikke udvikleren, der fungerer som host i spillet.
Matt Segur, der er lederen indenfor udviklingen af onlinesystemet i Destiny 2, har udtalt sig omkring dette "varme" emne, og siger, at selve aktiviteterne i spillet bliver hostet af Bungie's egne servere, så spillere ikke vil få host-migration-problemet, hvor spillere oplever lag i tilfælde af at hosten ikke har godt nok internet.
Bungie bruger dermed en ny teknologi, der er en hybrid mellem dedikerede servere og peer-2-peer-forbindelse.
Segur insisterer samtidigt, at der ikke er tale om et økonomisk kompromis, da den nye teknologi har kostet dyrt at udvikle. En stor frygt for mange spillere er desuden også snydere, da det er nemmere at snyde i et peer-2-peer-spil end i et spil med dedikerede servere, og her understreger Segur, at Destiny 2 vil blive udstyret med et program der skal detektere snydere, og gøre deres spilletid i Destiny 2 "svær at nyde", så at sige.
Destiny 2 er sat til udgivelse den 8 september på PlayStation 4 og Xbox One, mens PC-udgaven er blevet udskudt uden endelig dato.