Med Dark Souls III har From Software sagt farvel til deres efterhånden ikoniske serie, og mange undrer sig nu over hvad de kan forvente af studiets næste titel. Skal man tro et nyt rygte er det et kampspil kaldet Phantom Wail.
En anonym bruger på 4Chan mener at spillet laves via et samarbejde imellem From Software og Sony Japan Studio, ligesom Bloodborne, og er derfor eksklusivt til PlayStation 4. Angiveligvis vil spillet blive afsløret ved næste måneds E3-konference, men der er en stor grund til at du bør tage rygtet med et gran salt.
Brugeren beskriver spillet som værende meget "mayan/aztec inspired", og at spillet har et fokus på kamsport, hvor spillere kan tilpasse sin egen kampstilart.
Det lyder dog rigtig, rigtig meget som Absolver, der i forvejen er under udvikling og ankommer på konsollerne til august.
Det kan dog stadig være at dele af rygtet er sandt. Håber du på en PlayStation 4-eksklusiv titel fra From Software i næste måned?