Vi tager et hurtigt kig på FIFA 18 på Nintendo Switch

Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2017-06-11

Selvom vi for nylig deltog i en preview-begivenhed fokuseret på FIFA 18 i London, så var det ikke før Gamereactor-holdet ankom ved E3 i Los Angeles at de fik mulighed for at afprøve den kommende Switch-version af spillet, en version vi faktisk ikke har hørt synderligt meget om. For at komplimentere vores samlede dækning af årets FIFA-spil, så har du her holdets første indtryk af Switch-versionen.

<i>For at starte med det vigtigste først, nemlig spillets gameplay, så var det faktisk en del bedre end vi troede det ville være. Vi troede nemlig at det ville være en mærkbar mekanisk nedgradering af de andre versioner af spillet, og selvom denne version ikke når samme niveau af grafisk kvalitet, så føles det stadig som et moderne FIFA-spil, og det er jo skønt når man så kan tage det med sig rundt.

Den mest mærkbare nye feature er det faktum at du kan tage de to Joy-Con-controllere af og have en lokal multiplayer-kamp på farten, og selvom vi faktisk ikke fik chancen for at afprøve denne feature, så bekymrede vi os en smule omkring placeringen af de forskellige kommandoer. Nogle muligheder må simpelthen blive ofret når man har færre knapper at trykke på, men det må vi vente med at finde ud af. Hvis det dog virker, så er denne option et fedt tiltag for alle dem der gerne vil spille FIFA med vennerne alle steder.

Den måde kommandoerne er spredt ud over knapperne er desuden lidt mærkeligt når man spiller alene i håndholdt format, da B (cirkel på PS4) bliver brugt til at gå videre, hvorimod vanen siger at det bør være A (Kryds for PS4-folket). Dette er bare et mindre irritationsmoment, da de fleste andre kommandoer er præcis hvor du forventer de skal være.

Så Switch-versionen er et ægte FIFA-spil, uden tvivl. Hvis man kan overkomme den lille nedgradering af grafikken, så må dette siges at være blandt det mest fængende og underholdende stykke mobil underholdning der udkommer i år.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage