Psyonix snakker om Switch-udgaven af Rocket League og Sony's "politiske barriere"

Tekst: Mikael Jensen
Publiceret 2017-06-14

Psyonix er meget fokuseret på at alle spillere på tværs af platforme skal have den samme oplevelse når de spiller Rocket League.

Derfor fokuseres der på at levere en hurtig oplevelse med 60 billeder i sekundet på Nintendo Switch, hvor opløsningen har fået et dyk til 720p, hvilket ikke er katastrofalt hvis man spiller som håndholdt.

Udover dette er udvikleren også interesseret i at lade alle spillere på tværs af platformene spille sammen eller mod hinanden, og det er også muligt, med undtagelsen af PlayStation 4-spillere.

Jeremy Dunham fra Psyonix fortæller til Polygon, at mens Microsoft og Nintendo har givet grønt lys til cross-play, så har Sony endnu ikke valgt at acceptere denne nye form for netværk.

Dunham forklarer desuden også, at Microsoft er det netværk der har de mest strenge sikkerhedskrav, så efter at have indrettet sig efter disse er det sværeste arbejde klaret.

Psyonix håber på at PlayStation 4's fællesskab er så højtråbende, at Sony føler sig nødsaget til at acceptere cross-play mellem platformene, da det ville være det bedste for alle forbrugere.

Switch-udgaven af Rocket League kører 60 billeder i sekundet.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage