THQ Nordic tager otte spil med til Gamescom

Tekst: Anders Baad Mai
Publiceret 2017-07-26

Med kun en måned til dørene åbner til dette års Gamescom i Cologne, er diverse publiceringsfirmaer begyndt at tease deres udvalg af spil de tager med. Nu er det THQ Nordics tur, der kan afsløre, at de tager ikke færre end otte spil med. To af dem er stadig ikke annoncerede, men de andre seks er Elex, Battle Chasers: Nightwar, Spellforce 3, Aquanox: Deep Descent, The Guild 3 og Wreckfest.

I den samme pressemeddelelse afslørede de, at ét af de uannoncerede spil er et open-world post-apokalyptisk kung fu RPG, hvilket ikke umiddelbart lyder til at tilhøre en eksisterende franchise.

Som du måske har opdaget allerede, så står der intet om Darksiders 3, og siden det allerede er blevet bekræftet, skal vi nok ikke forvente at se det i Tyskland.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage