Dragon Age-serien startede ud med et ganske avanceret system hvorpå spilleren kunne styre sine kompagnoner, men i efterfølgeren var dette system blevet gjort mere strømlinet, og helt igennem mindre interessant. Heldigvis formåede Dragon Age: Inquisition at gøre lidt af det hele, men i det kommende fjerde kapitel burde vi se en helt ny retning på systemet.
Seriens producer, Mark Darrah, blev for nylig spurgt via Twitter om hvorvidt det avancerede system fra det første spil vil vende tilbage, og her svarede han:
"Possible but unlikely. We are more likely to take party control in a different direction"
Han uddyber desværre ikke sit svar, men en "ny retning" kunne betyde at Bioware har i sinde at bryde med den generelle opsætning de har kørt med i årevis, som sidst også gjorde sig gældende i Mass Effect: Andromeda.