It sætter ny rekord i biograferne

Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2017-09-11

Det har været vidst i lang tid, at den nye udgave af gyserfilmen It ville klare sig forrygende i biograferne, og med et produktionsbudget på bare $30 millioner, så forventede New Line Cinema da også at filmen hurtigt blev profitabel. Nu viser det sig, at It har slået alle forventninger, og sågar også nogle rekorder i processen.

Faktisk har filmen hentet hele $117.2 millioner ind henover weekenden, der gør den til den mest succesfulde lanceringsweekend for en gyserfilm i USA nogensinde. Samlet set har filmen hevet hele $179.2 millioner ind verden over.

Det er ikke bare imponerende for en gyserfilm, det er imponerende i det hele taget. Faktisk står filmen med den anden mest succesfulde åbning for en voksenfilm i USA, lige efter Deadpool der tjente $132.4 millioner.

New Line arbejder lige nu på den anden del af historien, hvor børnene er voksne, som gerne skulle starte produktion i begyndelsen af 2018.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage