Dette års Blizzcon starter om få måneder, og hvert år bringer en virtuel billet en masse eksklusivt tilbehør med sig til de forskellige Blizzard-spil. Som noget nyt blev det også muligt for ejere af den virtuelle billet at købe de såkaldte "goodie bags" sidste år, noget der ellers kun var tilgængeligt for fysiske deltagere.
Hvis du ikke kan vente med at få at se hvad den virtuelle billet for dette år bringer i World of Warcraft, er det netop blevet afsløret af Blizzard: Horde får Orgrimmar Interceptor, der holdes oppe af en luftballon, mens alliancen får Stormwind Skychaser, der ligeledes er et flyvende transportmiddel. Begge transportmidler er velegnet til at flyve rundt med en ven, da der er plads til en ekstra passager på.
Normalt giver den virtuelle billet adgang til unikke Murloc-pets, men det vides endnu ikke om disse to transportmidler kommer til at erstatte denne tradition. Vi ved endnu ikke hvad der vil komme i de øvrige spil, men det bliver formentligt afsløret over de kommende uger.
<bild></bild>