Blizzard mistede i sidste uge 3 meget vigtige profiler i firmaet: Det drejer sig om Pat Wyatt, vice president for Research and Development, Mike O'Brien, Blizzards direktør, samt Jeff Strain (der efter sigende skulle have været chefprogrammør på en hidtil unavngivet Blizzard titel). Disse 3 personer har brudt med Blizzard på venligste vis, og Susan Wooley, public relations manager for Blizzard, udtaler, at deres afgang ikke vil påvirke hverken produktionen af det nu næsten færdiggjorte Diablo II, eller Warcraft III, hvilket ingen af dem har været involveret i på det seneste.
Wyatt, O'Brien og Strain, der alle har været Blizzards grundsten, og har været med til at gøre spil som Warcreaft serien, Starcraft og Diablo til verdenskendte spilsucceser, har nu grundlagt deres helt eget firma, som vil hedde Triforge Inc.
Allerede nu kan man besøge deres nye site, www.triforge.com, der dog indtil videre er en infoside, der mere handler om deres brud med Blizzard, end egentlig at blotlægge nogle af deres kommende spilplaner. Men der ER altså et spil på vej - og hvad det bliver, venter vi allesammen spændt på at høre!
Blizzard kunne i nogle øjne ses som et svækket firma efter disse 3 absolutte nøglepersoner har forladt firmaet, men det forsikres, selv af Wyatt, O'Brien og Strain, at de har brugt det sidste stykke tid på at oplære nye talenter, som erstatning. Og blot det faktum, at den ny firmadannelse er sket med alles medvidende og samtykke, tyder på, at overgangen er planlagt yderst forsigtigt, og med hensyntagen til alle parter.
Men bliver det kommende spil så et 3D action spil? Eller fortsættes arven fra Blizzard, med mere isometrisk real-time strategi? GameReactor er klar til at bringe de første detaljer om det nye Triforge spil, så snart nyt herom offentliggøres.