Fans af Cel-shading teknikken som blev gjort berømt i Sega’s Jet Set Radio samt fans af Gran Turismo serien kan godt begynde at glæde sig. Capcom har på forunderligste vis blandet begge ting sammen i deres kommende racer Auto Modellista til PlayStation 2 og vi har de første officielle screenshots og informationer fra spillet lige her.
Auto Modellista er som Gran Turismo en udpræget simulator oplevelse og ikke som f.eks. Ridge Racer en arcade racer. Spillets visuelle stil kommer fra Cel-shading, en teknik som mere og mere bruges i computerspil. Vi har bl.a. set den brugt i Jet Set Radio og Wacky Racers og så bruges den også i det kommende Zelda spil fra Nintendo. Capcom har ikke løftet sløret for egentlige gameplay detaljer såsom om der er kollisionsskader, rallybaner osv. Men vi forventer at høre meget mere om dette spil i fremtiden.
Auto Modellista er sat til udgivelse i 4 kvartal af år 2002 på PlayStation 2 i Japan.