Som regel går der meget, meget kort tid før pirater verden over slår hul på de digitale sikkerhedsforanstaltninger som udgivere placerer i PC-udgaverne af de største spil, og det betyder at spillet hurtigt distribueres via forskellige torrent-sider. Men, på mærkværdig vis er dette endnu ikke sket for Assassin's Creed Origins.
DSO Gaming har nemlig pointeret, at spillet endnu ikke er blevet "cracked" på PC. Grunden til dette er at spillet benytter en kombination af to forskellige sikkerhedssystemer, nemlig VMProtect og den seneste version af Denuvo.
Der eksisterer stadig en debat blandt PC-spillere om hvorvidt disse systemer går ud over spillets tekniske præstation på PC, men én ting er sikkert - det virker.