Vi kunne igår berette om Nintendos Gameboy Advance 2, som måske var i støbeskeen. Idag kan vi bekræfte det. I det nyeste nummer af det yderst troværdige engelske spil magasin, EDGE, er et billede af hvordan den nye maskine kommer til at se ud og en beskrivelse af hvordan den kommer til at fungere.
Ifølge EDGE vil den nye GBA ligne den "gamle" GBA i størrelse og form, den vil dog være drevet af et slimline batteri, i stil med dem til mobil telefoner, og være en "flip-top", det vil sige at maskinen åbnes når man skal spille og kan lukkes når man stopper, fuldstændig ligesom det gamle Donkey Kong spil som Nintendo udgav i firserne. Skærmen vil være på den øverste del af maskinen og knapperne på den nederste. Og i forhold til GBAs kun to knapper på forsiden, vil den nye have fire på forsiden og 2 på "skuldrene" af maskinen.
Den nye GBA vil også have mere RAM, en meget kraftigere processor, og man kan spille alle sine gamle GBA spil på den. Om der kommer helt specielle spil som kun kan køre på den nye GBA vides endnu ikke, desværre er der endnu heller ingen informationer om det vil være muligt at spille sine helt gamle Gameboy og Gameboy color spil på den, men kender vi Nintendo ret så bliver maskinen sikkert lavet så den kan afvikle hele Nintendos bibliotek af håndholdte spil.
Det at der kommer en ny konsol på markedet er jo en god nyhed i sig selv, men det bedste ved det hele er at den udkommer i næste måned, men desværre kun i Japan. Amerikanerne får lov at købe den i December, imens vi stakkels Europæere må vente helt til februar eller Marts med at nyde den nye håndholdte glæde.
På trods af at denne nyhed kommer fra en så pålidelig kilde som EDGE, så er der stadig stor grund til at være skeptisk, da det endnu ikke er bekræftet fra Nintendos side, og hvis de skal udgive maskinen i Japan i næste måned, så er det ved at være høje tid for en pressemeddelelse som bekræfter det ovenstående. Oveni dette fortæller EDGE også at Nintendo iøjeblikket både tester den GBA som er beskrevet i denne artikel, men også en som er fuldstændig magen til den nuværende GBA, bare med indbygget lys i skærmen.
Så der er reelt mulighed for at vi bare får en "opdateret" GBA med lys i, istedet for den helt store deluxe udgave med flere knapper og flere kræfter.
Her på redaktionen venter vi på en officiel udtalelse med tyndslidte nerver og bæven i stemmen.