Hvis du er fast læser på GameReactor, har du sikkert bemærket manglen på nye anmeldelser, og dette er der en god forklaring på. Vi arbejder på højtryk for at implementere vores nye system, der giver et mere fair billede af hvad et spil er værd.
Vi går ganske enkelt tilbage til vores tidligere system - nemlig 1-10, der på mange måder virker mere overskueligt, velfungerede og mere retfærdigt end vores nuværende procent skala. Der vil stadig være del-karakterer indenfor gameplay, lyd, grafik og holdbarhed men disse er i højere grad pegepinde for spillets mange facetter og ikke summen af det - som det desværre er tilfældet i øjeblikket.
Thomas Tanggaard, sitets redaktør fortæller:
"Vi har længe ville skifte fra den noget arbitrære og til tider skæve procent-skala, hvor fire del-karakterer ligges sammen til en samlet karakter. Det giver et underligt billede af hvad vi mener og hvad spillet reelt er værd, og det føler vi ikke at vi kan leve med længere. Nu har vi så taget konsekvensen og retter sitet til i disse dage. Dog har vi samtidig en stor respekt for de fire års spilhistorie, der ligger i sitet, og derfor vil ingen af de tidligere publicerede anmeldelser blive ændret, men der i mod opretholde den skala som de oprindelig blev anmeldt under."
Den nye karakterskala træder i første omgang i kraft i det kommende nummer af Gamez.dk som er på gaden i denne uge, og efterfølgende på GameReactor.