Fumito Ueda er blandt de mest enigmatiske designere i branchen, og lige siden udgivelsen af The Last Guardian har han, sammen med resten af studiet genDesign, arbejdet på et helt nyt projekt. Dette projekt kan vi nu meget vel have det aller første billede af.
genDesign har nemlig offentliggjort et mystisk billede på deres hjemmeside, og det viser en lysstråle igennem et stort, mørkt rum, hvor en pige befinder sig i venstre side, og en stor knyttet næve befinder sig i højre.
En bruger på ResetEra har opdaget i billedets kildekode, at billedet hedder "Beauty and the Beast 2018", som kan være en mulig reference til spillets titel.
Herunder kan du se billedet.