Det ser ud til at Microsoft endnu engang er på jagt efter prominente spil. Ifølge magasinet Wired, så har giganten i hvert fald tilbudt Id Software en bunke penge, for at gøre deres kommende Doom 3 eksklusiv på Xbox.
Da vi ikke sidder med magasinet, er det svært at sige helt eksakt hvad denne nyhed egentlig går ud på. Det er april nummeret af Wired denne nyhed skulle stå i, og derfor er der en overhængende fare for at dette blot er en lækker april joke.
Desuden hersker der en generel forvirring på nettet over aftalens indhold. Mens nogle sites hævder, at der er tale om en aftale, der sikrer Microsoft spillet eksklusivt på Xbox, og dermed PC fans uden en version, så kan engelske Gamesradar fortælle, at det muligvis blot er eksklusiv til Xbox, når det kommer til konsoller. Forvirret? - det er vi også.
Vi afventer egentlige annonceringen ved dette års E3 messe.