Hvad der kunne lyde som titlen på et pusher spil, er det nyeste skud på stammen i Electronic Arts intense Need for Speed serie. Denne gang er der lagt op til en visuel oplevelse i højeste klasse, når en oscar nomineret special effects fyr er med til at lave grafikken! Detaljer indenfor.
Electronic Arts kunne i dag annoncere Need For Speed: Underground, der skal følge op på den store succes som Hot Pursuit 2 og de tidligere spil i den anmelderroste serie var. Som en ekstra frynsegode har EA hyret en oscar nomineret special effects person, som skal skyde realismen helt i vejret.
NFS: Underground vil have over 20 biler fra forhandlere som Mitsubishi og Toyota, men ved at tjene penge på at vinde diverse løb, kan du ændre din bil efter dit behov. Banerne vil, som undertitlen hentyder, foregå i byernes mørke undergrund, hvor street racing stadig hersker trods politiets indsats. Dette betyder dystre baner med skarpe sving i høje hastigheder, hvilket nok skal få sveden frem på panden hos selv den bedste racerkører.
Spillet, der udvikles af EA Black Box, kommer til PS2, GameCube og Xbox samt GBA i starten af 2004, men vi kan forvente at se nærmere på det til E3.