Eidos' E3 arsenal

I dag var det så Eidos' tur til at annoncere deres liste over spil, der vil blive præsenteret på E3. Komplet liste indenfor.
Tekst: Jesper Nielsen
Publiceret 2003-05-06

I dag var det så Eidos' tur til at annoncere deres liste over spil, der vil blive præsenteret på E3, og selvom det ikke er mere end 9 spil, så ser vi bl.a. Commandos, Deus Ex, Tomb Raider og sågar Thief på programmet. Komplet liste indenfor.

Den engelske udgiver er et af de firmaer, der heller ikke har haft det helt let i den foregangne periode. Selvom de af og til præger hitlisterne, senest med Championship Manager 4, så har de brug for flere penge i kassen, hvis alt skal løbe rundt. Dette er tydeligt klart på dette års E3 liste, som består af kun 9 spil, hvilket er relativt lidt i forhold til firmaets størrelse. Spillene ser dog ikke dårligere ud af den grund, da f.eks. de meget ventede Deus Ex: Invisble War, Tomb Raider: Angel of Darkness og Thief 3 på programmet.

- Backyard Wrestling: Don't Try This At Home (Xbox, PS2): Hvad der mange steder i USA har skabt stor debat, prøver Eidos nu at skabe i en spiludgave. I bund og grund er det wrestling i baghaven, men det der gør det ekstra interessant er, at ringen nu er væk og friheden til at gøre, hvad man vil, er nu langt større. Der vandrer heller ikke særlig mange dommere rundt i folks baghaver, så reglerne er meget løse. Dette betyder våben nu ikke kun er begrænset til plastik stole og borde, men også baseball bats, pigtråd og stopskilte.

- Chain Gang (Xbox, PS2): Spanx og Redmond er to dyr på flugt fra et forsøgsfacilitet. De må nu stå sammen i tykt og tyndt, dog ikke pga. et dybt venskab, men nærmere fordi de er lænket sammen. De accepterer dog situationen og Spanx må bruge Redmond som våben til at slippe væk fra facilitet og hjælpe andre dyr med at blive befriet. Denne nye form for duo vil give mulighed for en overflod af nye gameplay features og Eidos og udvikleren Crystal Dynamics har tænkt sig at udnytte det fuldt ud.

- Commandos 3: Destination Berlin (PC): Det nye spil i Pyro Studios' populære taktiske serie, Commandos, lover at sætte nye standarder indenfor genren. Pyro har udviklet en helt nye bane og indendørs designer, så grafikken og detaljerne bliver endnu bedre. Denne gang bliver spillet også lidt mere action orienteret, da banerne vil være en del mindre, men stadig fyldt med ligeså mange fjender, hvilket betyder non-stop action. Nye situationer som baghold og assaults vil også være en del af singleplayer opgaverne. For første gang nogensinde i serien vil spillet også indeholde en deathmatch mode for op til 8 spillere på internettet eller LAN.

- Deus Ex 2: Invisible War (Xbox, PC): 15 år efter begivenhederne i successpillet Deus Ex, skal Alex Denton igen ud for at bekæmpe den stadig stigende internationale terrorisme. Warren Spector og ION Storm er med Deus Ex 2: Invisible War endnu engang klar til at give spillerne det bedste indenfor for first-person spil, når de blander shooting og action med adventure og lidt rollespil. Spillet vil have ligeså dyster og mystisk stemning som det første, og vi kan forvente et endnu større arsenal af våben, dimser og bio-mods, der kan forbedre dine egenskaber.

- The Italian Job (Gamecube, Xbox, PS2): The Italian Job er en ny arcade-racer baseret på den kommende film af samme navn. Her skal du og din bande af tyve stjæle 28 millioner dollars fra en bank og selvfølgelig slippet helskindet væk. I den toptunede Mini Cooper skal du prøve at undgå bl.a. politiet, når fræser gennem de mest sindsyge steder for at slippe væk.

- Tomb Raider: Angel of Darkness (PS2, PC): I hendes mest farefyldte og mørke udfordring hidtil skal Lara Croft sammen med den anden spilbare karakter, Kurtis Trent, udforske alt fra Paris' gader til Prag's dystre gyder. Spillet vil være meget mere adventure præget end førhen, da interaktionen mellem spilleren og NPC'er vil være langt større. Dertil vil Lara også kunne forbedre hendes færdigheder gennem spillet.

- Legacy of Kain: Defiance (Xbox, PS2): Den næste udgave af Legacy of Kain, hvor både Kain og Raziel er spilbare, vil fokusere meget mere på kamp end før. Det betyder også at udviklerne har lavet et helt ny kampsystem. Hvor meget spillet vil følge sit originale gameplay vides ikke, men vi kan forvente flere informationer på E3.

- Republic: The Revolution (PC): I hvad der kan gå hen og blive det mest revolutionerende spil nogensinde, kommer Elixir Studios med verdens første politik-simulator. Du starter med en enkelt loyal supporter, et hemmeligt hovedkvarter, en meget lille base og drømmen om at blive præsident over den komplette virtuelle by, Novistrana. Her kan du så bruge ethvert tænkeligt middel for at kæmpe dig til tops og blive den enevældige hersker.

-Thief III (Xbox, PC): ION Storm's andet spil på listen er Thief III, der igen sætter spilleren i rollen som mestertyven Garret, der aldrig bliver set, aldrig taget til fange, altid bryder ind de mest umulige steder og er en mester i baghold. Spillet er bygget op helt fra grunden med bl.a. en fantastisk ny grafikmotor, der gør lys og skygger så realistiske, at de skaber den perfekte stemning og udnyttet spillets berømte stealth elementer fuldt ud. Gameplayet er stadig intakt, men en række nye features vil præsenteres på E3.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage