Efter hele den fiasko der var Mass Effect: Andromeda er der mange hårdkogte Bioware-fans der lige nu kollektivt holder vejret, og håber indædt på at det kommende Anthem kan bringe studiet tilbage på piedestalen. Det er dog ikke synderligt meget vi ved om spillet, særligt ikke taget i betragtning af at det burde udkomme i løbet af året. Nu ved vi dog én ting - spillet har ikke en dynamisk sværhedsgrad.
Dynamisk sværhedsgrad betyder at spilleren selv er herre over at kontrollere sværhedsgraden i både PvE og PvP, som også dikterer matchmaking-sekvensen. Spillere har været bange for implementeringen af sådan et system, da det, ifølge patenter både Activision og EA har arbejdet på, kan lede til ubalance imellem spillerne, og opfordrer til mikrotransaktioner.
Flere fans har spurgt ind til dette på spillets Reddit-side, og endelig bekræftede Brennon Holmes fra Bioware, at de ikke benytter den slags i Anthem:
"I'm not sure where this is really coming from. We're not doing any of that though."
Desuden har spillet netop gennemført endnu et såkaldt "Milestone Review" hos Bioware.