Efter år med fremgang og atter fremgang kunne Sony i dette års regnskab indskrive et nyt faktum; salget af PS2 falder drastisk!
Finansåret slutter i Juni og det betyder alle firmaer verden over skal lave et årsregnskab, der senere skal offentliggøres for at informere både omverden og især aktionærerne om deres økonomiske tilstand. Det er også ved sådanne årsregnskaber firmaerne fremlægger salgstallene af diverse produkter for at begrunde den positive eller negative udvikling.
I sidste uge startede Microsoft som den første af de tre konsolgiganter med at fremlægge deres papirer, og de havde umiddelbart kun positive ting at sige om Xbox og deres spil division. Målet mellem 9 og 11 millioner solgte konsoller var nået med 9,4 mio., og salget havde generelt været bedre end sidste år. Et stort plus i Microsoft's regnskab.
I dag var det så Sony's tur, og de måtte desværre skuffe en smule. Det viste sig, at salget af PS2 i samme periode sidste år (Q1) er faldet med hele 42%, hvilket betyder ca. 2.65 millioner solgte konsoller. På ingen måde et dårligt tal, der stadig overgår både Xbox og GameCube, men skuffende i forhold til konsollens tidligere succes. Sony's andre divisioner, som f.eks. de bærbare computere, har også lidt nederlag i økonomien, men Sony sagde, at det var forventet. Det er bl.a. SARS, der især plagede store dele Asien, Sony skyder skylden på, fordi den dæmpede forbrugernes købelyst. Dog er der en stemme, der siger os, at næsten 50.000 solgte konsoller pr. uge i et relativt lille land som Japan ikke kan fortsætte for evigt, ej heller kan de forrygende salg i USA og Europa, medmindre folk fik lyst til at købe en ekstra bare for sjovs skyld.
Det stærkt faldende salg kan derimod betyde, at Sony nu begynder at satse mere på tronfølgeren PlayStation 3, der gerne skulle fortsætte sine brødres tidligere succes. Vi vil i hvert fald holde jer opdateret på situationen...