Den person, der fik idéen med at blande nogle af verdens mest populære ikoner med den bedst sælgende rollespilsudvikler gennem tiderne, burde sidde foran hver anden computer, for det er en af de mest logiske opskrifter på kvalitet og succes. Da spillet blev udgivet sidste år fløj det straks ind på salgslisterne verden over, og selvom spillet selvfølgelig havde sine mangler enkelte steder, blev det hurtigt en klassiker.
Og en god idé skal man altid følge op på. Selvom både Disney og Square (hvor sidstnævnte i dag er blevet til Square-Enix) har været meget tavse omkring udviklingen af en efterfølger, så blev tavsheden brudt her i weekenden, da Disney på Games Conference Germany kunne fortælle, at Kingdom Hearts skam allerede er under udvikling. Heldigvis for os alle er det igen Square-Enix, der har påtaget sig opgaven, men detaljer var Disney’s Andy Mooney ikke vild med at frigive. Her må vi pænt vente til Tokyo Games Show, der afholdes i dagene d. 26.-28. September, hvor vi til gengæld vil se en masse til spillet.
Desuden kunne Disney også afsløre, at der arbejdes på en tegneserie af samme navn.