Det taktiske skydespil Rainbow Six: Siege udkom længe før både PlayStation 4 Pro og Xbox One X ramte handlen, og som så mange andre spil har spillets brugerbase spurgt om der vil være en opdatering til spillet der vil understøtte den ekstra kraft i de to maskiner.
Nu har Ubisoft endeligt svaret gennem Twitter, og det lader til at en opdatering er planlagt, omend der endnu ikke er en specifik dato for hvornår den forventes at udkomme:
"This is definitely on our road map! We do not have an ETA for it though."
Ubisoft har dog især været gode til at understøtte de nye konsoller, så vi ville ikke blive overrasket hvis opdateringen kom indenfor en overskuelig fremtid.