PixArk, der bedst kan beskrives som en blanding af ARK: Survival Evolved og Minecraft, blev fremvist første gang sidste år, og nu er det kommet frem at spillet snart udkommer i form af Early Access på Steam og Xbox One.
Spillet vil, ligesom hovedspillet i serien, være et sandkassespil med fokus på at bygge, skabe ting, samarbejde med venner, og selvfølgeligt dinosaurer, og tilgangen til spillet vil være mere afslappet. Ifølge spillets Steam-siden vil spillet tilbyde muligheden for at skabe sin egen karakter samt et stort talenttræ. Det er også muligt at spille alene, men har man venner er der også rig mulighed for at tage på eventyr sammen med dem.
PixArk udkommer på Steam og Xbox One i løbet af marts, og en fuld udgivelse forventes senere på året.