D. 2. Oktober 2003. Valve’s medarbejdere vågner op til en fredlig morgen og tager på arbejde som normalt. Fuglene synger deres morgenchikader og alt trives som var det enhver anden dag. Kl. 10 amerikansk tid begynder nogle urolige meldinger dog at lyde. Det er siden Splashdot, der rapporterer om, at en måned gammel kildekode fra Half-Life 2 har fundet sig hjemme på nettet. Forvirring opstår. Er det en and? Er det bare en dårlig joke? Ligeså stille spreder nyheden sig til flere sider og snart begynder flere og flere kilder at bekræfte sagen. Kun få timer efter er det sikkert: Half-Life 2 kildekoden er blevet stjålet!
Verden står et øjeblik stille, men så rører Valve på sig. Det er firmaets ejer og grundlægger Gabe Newell, der ligeså uskyldigt desværre må konkludere, at Half-Life 2 kildekoden er blevet stjålet, men samtidig kan han fortælle, at det kun er 1/3 af kildekoden og intet andet er blevet taget. Folk ånder lettet op. Valve har styr på det! Men så udbryder ragnerok! Bare få timer efter viser en person sig ved navn Anonymous Leaker (Anon) sig. Han påstår, at det var ham, der frigav kildekoden, men at han har meget mere end Valve påstod - og de ved det! Folk tvivler på dette. Hvordan skulle en lille fnatmide kunne have ret, når Valve selv siger noget andet? Pludselig viser der sig en ny fil på nettet. 1.4 Gb og med navnet Half.Life.2.beta-anon. Folk undrer sig. Er dette mon den ægte vare? Talte han virkelig sandt? På bare 4 timer breder filen sig til store dele af nettet og inden længe står det klart: en spilbar beta er stjålet fra Valve. De næste 48 timer fortsætter skandalen, hvor Anon frigiver CounterStrike: Condition Zero, den nye nVidia Detonator driver og flere kildefiler til Half-Life 2. Valve fastholder dog stadig hårdnakket, at hackeren kun har 1/3 af spillet, men Anon bliver så sur, at han derefter fortæller hvordan Valve lavede et stort falsk nummer på E3 og at den frigivne beta faktisk er alt hvad udvikleren står med. Ifølge ham har Valve hele tiden holdt os for nar - de har aldrig kunne overholde den proklamerede udgivelsesdato. Hans påstand understreges lige pludselig, da en ansat hos Vivendi Universal fortæller til Reuters, at Half-Life 2 er udsat til April 2004 pga. den frigivne kildekode. Er dette virkelig endnu en dårlig undskyldning for at udsætte spillet? Anon har jo sagt, at hans indbrud ikke er skyld i udsættelsen! Valve og Vivendi Universal hører siden ikke fra sig og kommenterer ikke problemet. Tilbage er vi menige og kigger på en meget forvirret situation. Hvordan står det egentlig til med Half-Life 2?
Lad os starte med at kigge på, hvad vi har som faktum. En Half-Life 2 beta findes på nettet (som Gamereactor stærkt fraråder at downloade), men er den alt hvad Valve har eller fik Anon ikke fat i det hele? Et kig på betaen viser hurtigt et spil, der langt fra er færdigt. Der mangler masser af textures, animationer, våben og baner, AI’en fungerer stadig ikke på et passende niveau, og der er hundredevis af fejl. Udgaven ser måske ud til at være ældre end det vi så på E3. Så hvordan kan Anon beskytte sin påstand? Jo, faktisk meget simpelt. Øverst i højre hjørne ser man nemlig en lille besked, der læser: "Source Engine 2 (build - 4 - days until 9/30/03)". Kan dette virkelig betyde, at Anon stjal dette 4 dage før den originale udgivelsesdato for spillet? Eftersom han samtidig fik stjålet Condition Zero og den nyeste nVidia driver må man gå ud fra han havde adgang til de fleste af Valve’s filer. Hackeren kom måneder før ind gennem et hul i Outlook (der nu er rettet) og installerede hurtigt flere spyware programmer på Valve’s computere uden de havde den mindste anelse, så hackeren burde vide, hvad Valve gemte på. Betaen indeholder da også mange flere ting end på E3 selvom det i alt virker mindre poleret, men kan selvfølgelig begrundes med at Valve havde skræddersyet E3 præsentationen.
Betyder det virkelig, at Valve har snydt os gang på gang? Selvom en udsættelse pga. af den stjålne kode er meget rimelig, så må man grundigt overveje om Valve får brug for hele 6 måneder mere for at rette op på dette sikkerhedsbrud. Hvis det virkelig viser sig, at Half-Life 2 først kommer i April 2004, så må man næsten gå ud fra Anon talte sandt. En skræmmende tanke da Valve efter sigende begyndte på spillet for 5 år siden. Sagen er dog langt fra opklaret og Valve fortsætter ihærdigt deres jagt på hackeren, der kommer til at betale dyrt for sine narrestreger, hvis han bliver fanget. Indtil videre er det påstand mod påstand, men efter alt at dømme er chancerne for Anon’s ærlighed relativt store.
Gamereactor følger selvfølgelig op på situationen og forventer at Valve snart udtaler sig igen.
(Att.: Det bedes bemærkes, at Gamereactor ikke har downloadet betaen, som stærkt frarådes, men at oplysningerne stammer fra en kilde, der ønsker at forblive anonym.).