Japan er bare stedet, hvor al spilaktivitet foregår. Sådan lød det i hvert fald for ikke mange år tilbage. De havde enorme arkadehaller, masser af udviklere og det klart største salg af spil. Hvis man ikke kunne klare sig i Japan, kunne man ikke klare sig andre steder i verden.
Den verdenssituation ser dog lidt anderledes ud i dag. Vi hører hvordan japanske udviklere prøver at henvende sig til det vestlige marked, hvordan amerikanske og til tider europæiske salg langt overstiger de japanske, og hvordan det japanske marked ikke længere er en nødvendighed for overlevelse. Dette har fået en stor del af de japanske udgivere til at åbne studioer og kontorer i USA, og det gør Konami nu - igen! Faktisk er det så seriøst, at deres nye studio, der skal ligge i Los Angeles, vil styre hele deres globale forretning. Firmaet har allerede et kontor i Redwood City, men det vil fortsat fokusere på det nord amerikanske marked. Det nye LA kontor vil få navnet Konami Digital Entertainment, og vil altså blive Konami’s globale hovedsæde.
Udviklingen er langt fra overraskende. Den fortsættende globalisering i vores samfund tvinger så godt som alle konkurrencedygtige firmaer til at sprede deres interesserer ellers vil de tabe til andre internationale selskaber. Udviklingen burde dog være betydelig positiv for os danskere eftersom det vil tvinge en udgiver som Konami til at udgive flere globale spil, altså spil der udkommer over hele verden, og ikke kun i Japan, som mange spil stadig gør. Forhåbentligvis betyder åbningen af det nye studio også, at vi kan se frem til nogle nye spil.