Lige siden Sega måtte udgå fra konsolræset med Dreamcast, har hele spilverdenen levet i frygt for, at flere konsolfirmaer måtte se samme skæbne i øjnene. Derfor har fokus især været på Nintendo, og det ville være en løgn at sige, at flere ikke har tvivlet på deres fremtid som konsolproducent. Da Nintendo så i Januar kunne fortælle, at de havde stoppet al Gamecube produktion, så mange det som et tegn på, at de havde smidt håndklædet i ringen. Nintendo forsikrede dog om, at det kun var for at tømme lageret og man ikke skulle bekymre sig.
Det var Nintendo, der i sidste ende fik ret. I dag kunne den japanske veteran informere om, at de sidste måneders forrygende salg nu endelig har suget lageret tomt, og derfor er deres japanske fabrikker igen sat på højtryk. Man må uden tvivl konstatere, at Nintendo’s selvtillid er på højeste niveau i flere år, og Nintendo of America’s George Harrison kunne endda fortælle Wall Street Journal forleden, at de regner med at sælge 2 millioner Gamecubes fra nu og til jul i USA. Vi følger videre udviklingen!