Gamecube nr. 2 i Europa

Succesen vil ingen ende tage. Nintendo kunne i dag annoncere, at nedskæringen af prisen på Gamecube nu har femdoblet markedsandelen for konsollen i Europa, hvilket placerer den på en solid 2. plads.
Tekst: Jesper Nielsen
Publiceret 2003-11-11

Først var det England, så USA og nu er turen kommet til hele det europæiske kontinent. Siden den enorme prisnedsættelse af Gamecube har Nintendo oplevet fantastiske salgstal, der har fløjet med raketfart gennem alle salgslisterne. Nintendo kunne i dag annoncere, at Gamecube nu har femdoblet sin markedsandel i Europa fra 5 % til 25 % siden prisændringen, hvilket giver konsollen en samlet plads som nr. 2 i kontinentet.

Samtidig må Nintendo for 3. uge i træk se de engelske salgstal stagnere. PlayStation 2 sælger nu 7.5 og Xbox 2.5 gange så meget som Gamecube. Rapporter andre steder i verden, senest fra Activision omkring de amerikanske salgstal, viser desuden lidt andre resultater end dem Nintendo selv fremligger, så troværdigheden må stadig tages i betragtning.

Ingen tvivl kan dog pålægges det faktum, at Nintendo sælger meget bedre end førhen. Og selv hvis de har overdrevet med tallene, så burde udgivelsen af Mario Kart: Double Dash!! i næste uge skubbe salgene i gang igen. Mario Kart: Double Dash!! er af mange analytikere erklæret som Gamecubes måske mest vigtige titel, eftersom den kan forsegle konsollens skæbne. Flere spileksperter tvivler dog på, at Mario Kart kan ændre markant på salget, da de regner med, at de fleste fremtidige ejere af spillet allerede har en Gamecube.

Vi følger op på udviklingen, når flere informationer frigives.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage