Nokia forsøger med nye N-Gage tilbud

Selvom Nokia næsten pinligt prøver at erklære N-Gage en succes, så har den finske telefoni gigant alligevel set sig nødsaget til at sætte større initiativer i gang for at sælge bedre. Alle detaljer indenfor.
Tekst: Jesper Nielsen
Publiceret 2003-11-18

Selvom spil på en mobiltelefon langt fra er en nyhed, så kom Nokia før på året med verdens første kombination af en mobiltelefon og en konsol ved navn N-Gage, der nu virkelig fører spiloplevelsen over på mobilen. Man tvivlede dog på hybridmaskinens succes, og de første meldinger om salg var da også langt fra positive. Ifølge Nokia var virkeligheden anderledes. Uden at opgive nogen form for salgstal fastholdt de, at N-Gage var en succes!

For nogle få uger siden satte diverse spilbutikker i USA trods Nokia’s påstande prisen på N-Gage hele $100 ned, og det var altså ikke en prisnedsættelse fra Nokia’s side, og derfor et desperat forsøg fra butikkerne for at få gang i salget. Åbenbart hjalp det ikke. I dag blev det nemlig rapporteret, at Nokia vil indføre et tilbud, hvor man får 3 valgfri spil, når du køber din N-Gage online hos enten EB Games eller Gamestop i USA. Dette får den endelige pris på N-Gage under $100, da selve konsollen koster $199 og spillene ca. $35.

Med flere næsten umulige tilbud fra andre kæder (uden opfordring fra Nokia) ser det ikke ligefrem lyst ud for N-Gage på ydersiden, men forhåbentligvis kan flere tal fra uafhængige kilder snart kaste mere lys på sagen.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage