IBM klar til næste Nintendo konsol

Vi vidste det egentlig godt i forvejen, men IBM kunne nu annoncere, at de skal udvikle processoren til den næste Nintendo konsol, der ser ud til at kunne give Cell processoren hård konkurrence.
Tekst: Jesper Nielsen
Publiceret 2003-11-18

Det var en lidt skræmmende nyhed, da ærkerivalerne IBM og Microsoft annoncerede et samarbejde om processorer til fremtidige Xbox produkter. Vi vidste nemlig, at IBM allerede samarbejdede med Toshiba og Sony om Cell teknologien, der højst sandsynligt vil bruges i PS3, og samtidig skulle IBM også udvikle den næste Nintendo processor, hvilket så gav IBM fodfæste i hele næste generation af konsoller. Sidstnævnte aftale slog IBM igen fast i dag, da de annoncerede samarbejdet med Nintendo fuldt ud og kom med lidt detaljer omkring den nye processor.

Baseret på en variant fra PowerPC teknologien, der er brugt i de seneste MacG5, udførte det fremviste testsystem intet mindre end 2 trillioner operationer i sekundet. Alligevel var systemet kun på størrelse med et normalt TV, og den lave temperatur og strømforbrug viste, at det sagtens kunne laves langt mindre, hvilket jo passer Nintendo fint.

Det vides endnu ikke, hvad denne teknologi skal bruges til. Selvom det mest sandsynlige er den kommende N5 konsol, så kunne det umiddelbart også bruges i en kommende GameBoy Advance 2 eller i det nye produkt Nintendo afslører på E3 (hvis det altså ikke er N5 eller GBA2).

Denne annoncering bringer igen endnu mere brænde til bålet, når vi taler omkring rygtet af en fælles Microsoft og Nintendo konsol. Hos begge firmaer skal IBM stå for processoren og ATi for grafikteknologien. Samtidig mente eksperter, at den meste sandsynlige type processor for Xbox 2, eller kodenavn Xenon, ville være en variant af PowerPC teknologien, og da det netop var denne, der skal bruges i det næste Nintendo produkt, går det nu op i en endnu højere enhed.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage