Det første Postal spil, som var baseret på den skræmmende begivenhed fra USA, hvor et postbud en dag fik nok og gik amok med en shotgun, var et spil, der vagte stor opsigt og kaos trods dets relativt simple udformning - for der var masser af bedre spil. Det, der gjorde det så populært og omtalt, var udelukkende konceptet: dræb så meget som muligt på de mest groteske måder.
I år bragte udvikleren Running With Scissors (der også var udvikleren af det første) så dette blodige koncept ind i 3D verdenen, og selvom det var en fornøjelig oplevelse, så havde spillet masser af mangler. Dette ønsker udvikleren nu at forbedre, for nu er Postal 3 nemlig på vej!
Running With Scissors begynder udviklingen af spillet først efter jul, da de hidtil har været hæmmet af at lave en multiplayer patch færdig, som desuden vil være indbygget i en ny, billigere udgave af Postal 2, der frigives her til jul. Det er især den interaktive del Running With Scissors vil lægge mere vægt på i 3’eren, men ellers kunne de ikke fortælle meget andet end spillet frigives til PC og Xbox. Vi rapporterer tilbage, når flere detaljer løslades.