Hvis der er et firma, der år efter år har godt fat i hitlisterne, så er det giganten Electronic Arts. Det er også tydeligt, hvis man kigger på den officielle engelske ChartTrack, hvor firmaet indtager de tre første pladser på hitlisten i øjeblikket.
På All Formats listen finder man således FIFA 2004, Need for Speed: Underground og Lord of the Rings: Return of the King placeret som henholdsvis et, to og tre. Det er imponerende at firmaet har så godt fat i de købelystne gamere. Firmaet har også en del titler som stadig ikke er udgivet og som givetvis vil få ret så flotte placeringer på listen. Her i blandt finder vi bl.a. Medal of Honor: Rising Sun, The Sims Bustin' Out og det seneste James Bond, så mon ikke firmaet igen i år får en strålende jul?
Activision ligger på femte pladsen med det seneste Tony Hawk's Underground, mens Eidos nye Championship Manager: Season 03/04 lander lunt på sjette pladsen. I de kommende uger bliver det spændende at se, hvad Ubisoft har at byde på med Prince of Persia og Beyond Good and Evil, som har fået flotte ord med på vejen.