Det var et stort tab for både Sony og Microsoft, da Nintendo og Capcom fortalte omverden om en stærk aftale mellem de to japanske spilveteraner. Aftalen indbefattede Gamecube-eksklusivitet til titler som bl.a. Killer 7 og Viewtiful Joe, men det mest betydningsfulde var uden tvivl Resident Evil serien.
Til dato er hele fem Resident Evil spil blevet udgivet til Gamecube, hvor nogle har været fuldt opdateret til denne generation, mens andre har beholdt deres aldrende udseende. Forholdet mellem Capcom og Nintendo var på et tidspunkt endvidere så godt, at rygter omkring et opkøb fra Nintendos side spredte sig som pesten på nettet.
Sidenhen har det dog været stærk modvind for Nintendo. Pga. skuffende salgstal og en generel multiplatforms-stemning blandt de fleste udgivere har Capcom kraftigt hentydet, at Nintendo-aftalens dage er talte.
Denne mistanke blev i dag styrket, da japanske kilder hævdes at fortælle, at Capcom planlægger at udgive Resident Evil 4 på Xbox og PS2 ikke lang tid efter spillets udgivelse på Gamecube til sommer.
Capcom har hidtil nægtet at kommentere rygtet, men vi vil fortsat undersøge sagen.