Perfect Dark Zero springer Xbox over?

Selvom mange trofaste Rare fans havde gjort sig store forhåbninger om endelig at se efterfølgeren til N64 successen, Perfect Dark, på Xbox, kan det være de må vente nogle år. Mere indenfor.
Tekst: Jesper Nielsen
Publiceret 2004-01-05

I 1997 beviste Rare med udgivelsen af GoldenEye 007, at first-person shooters ikke kun var forbeholdt PC’en, men at de sagtens kunne gøres bedre på en konsol. 3 år efter sendte Rare så Perfect Dark på markedet, der trods sit helt andet univers stadig mindede lidt om en efterfølger til GoldenEye (Electronic Arts havde købt licensen til James Bond efter GoldenEye), og kvaliteten var endnu engang helt i top.

Siden har fans ventet i spænding på efterfølgeren, Perfect Dark Zero, som Rare allerede begyndte at tale om kort tid efter. Spillet begyndte sit liv på Gamecube, men da Microsoft købte den engelske udvikler i 2002, så skiftede spillet platform og fik formentlig en ordentlig saltvandsindsprøjtning. Sidenhen har hverken Microsoft eller Rare dog udtalt sig specielt omkring spillet, og det har nu ført til intensive spekulationer omkring spillets udgivelse.

Det er siden Spong, der rapporterer, at flere engelske insider-kilder har oplyst, at spillets udgivelse er sat helt tilbage til lanceringen af Xbox 2.

Rare’s talsmand, Andy Wilson, nægter imidlertid at give ethvert prej omkring datoen med begrundelsen, at spillet simpelthen ingen dato har endnu. Desuden ønsker Rare at fokusere på andre projekter som Kameo og Conker, der med sikkerhed udkommer før.

Til gengæld hentydede Wilson til, at spillet med stor sandsynlighed fremvises på E3 eller X04 i år, men da Xbox 2 nok ligeledes snart offentliggøres, så kan det sagtens være i sammenhæng med dennes afsløring, at Perfect Dark Zero vises.

Vi holder et skarpt øje med udviklingen.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage