Så er der snart udsigt til en fabelagtig online verden, når Blizzard åbner sluserne for det længe ventede World of Warcraft i betaform. Firmaet har nemlig netop annonceret, at testen vil begynde i starten af år 2004.
Firmaet fortæller også, at den udgave af World of Warcraft der i øjeblikket findes i piratmiljøet, blev lækket af en gruppe testere som for nylig fik adgang til spillet. Samtidig kan de fortælle at den ikke indeholder alle de facetter som spillet byder på og at det stadig er fejlbefængt. Til sidst kan Blizzard fortælle, at man naturligvis vil retsforfølge de implicerede.
Hvis du har mod på at være tester, så skal du holde øje med Blizzards officielle site. Her vil der i nærmeste fremtid være mulighed for at komme i betragtning som tester.