Nintendo har udgivet flere forskellige mobilspil indtil videre, og de har allesammen nydt godt af relativ stor succes. Men ét af spillene har nået lidt andre højder end de andre, og det er Fire Emblem Heroes, der udkom for lidt over et år siden.
Vi ved allerede, per finansrapporter fra Nintendo, at spillet har formået at hive mange penge hjem i mikrotransaktioner. Nu siger en ny rapport fra Sensor Tower, at spillet har indtjent $295 millioner i løbet af sit første år.
Selvom det er ganske imponerende, så kommer det ikke i nærheden af nogle af giganterne på markedet. Clash Royale indtjente nemlig $967 millioner i løbet af sit første år. Alligevel tyder alt på, at Nintendos mobilstrategi fungerer.