Microsofts finansår sluttede d. 30. Juni, og forleden kunne de afsløre resultaterne, hvilket også betød en opdatering af Xbox konsollens status. Som altid tjente Redmond-giganten tykt på sine operativsystemer og andre software produkter, som giver dem en indtjening på en lille milliard dollars pr. måned, men Home & Entertainment afdelingen led stadig underskud. Dette er der intet nyt i, eftersom det er vel kendt, at Xbox projektet stadig giver røde tal, som Microsoft først forventer at vende et stykke ude i fremtiden.
Til gengæld kunne Microsoft annoncere, at de nåede deres mål med antal solgte konsoller, der sidste år blev sat til 14.5 - 16 millioner, og de ramte i den høje ende af skalaen, nemlig med 15.5 millioner solgte konsoller med en fordeling på 10 millioner i USA, 4 i Europe og 1.5 i de asiatiske områder.
I finansårets sidste kvartal nød både konsolsalget og spilsalget en stigning i forhold til sidste år på henholdsvis 27 og 50 procent, og Xbox står nu med en markedsandel på 33 procent i USA, mens den må "nøjes" med 15 på verdensplan. Ved næste finansårs udgang forventer Microsoft at have solgt ca. 20 millioner konsoller.