Efter fadæsen med den computergenerede Final Fantasy-film, har Hironobu Sakaguichi haft det svært. Han blev degraderet til almindelig medarbejder og måtte se sin serie overgå til helt nye kræfter, og selvom han stod på listen over medarbejdere, der var involveret i de nye FF projekter, så forlød det fra anden side, at hans deltagelse var minimal.
Det fik ham til allerede i år 2001 at starte udviklingsstudiet Mist Walker, der tilsyneladende siden har arbejdet hårdt på at skabe anderledes spil for få midler. I et interview med Famitsu fortæller han at han bl.a. gerne vil arbejde med Yoshitaka Amano (der er kendt for tegningerne til FF-serien) samt den velkendte mangategner Takehiko Inoue.
Omkring firmaets første projekt er der stadig ingen detaljer, men spillet skulle angiveligt udkomme på denne generations konsoller, mens Mist Walker samtidig kigger fremad mod PlayStation 3, Xbox 2 og Nintendos Revolution.